Kjeld Fredens Artikel

Børn lærer bedre, når de er i bevægelse

Når mennesket skal lære noget nyt, lærer vi både mere og bedre, hvis kroppen og bevægelse er en del af læringen. Det harmonerer dårligt med at skulle sidde stille på en hård stol i flere timer hver dag. Her forklarer professor og forfatter Kjeld Fredens, hvorfor det er nødvendigt med mere bevægelse i folkeskolen.

Af Sofie Winther Askgaard

December 2018

På Gungehusskolen i Hvidovre behøver eleverne i de mindste klasser ikke at skulle sidde stille i timerne. De sidder nemlig alle sammen på motorik- møbler fra bObles – fisken og ormen, som sammen giver et møbel i en god højde med mulighed for en fodskammel – og de traditionelle, hårde stole er røget til storskrald. Det er en del af et eksperiment, som allerede her ét år efter startskuddet har givet gevinst. Lærerne oplever mindre auditiv støj med motorikmøblerne, og så har de opdaget, at flere af de elever, som sidder ‘uroligt’ på deres skammel, fordi de vipper eller hopper op og ned, faktisk er langt mere koncentrerede end nogensinde før.
“Jeg havde en elev, som altid var meget ukoncen- treret og aldrig var med, når vi læste højt. Da hun kom over på motorikmøblerne, var hun også forstyrrende – set fra et voksenperspektiv,” fortæller Gungehusskolens læsevejleder Line Kragbøll. “Men da det var hendes tur til at læse højt, viste det sig fak- tisk, at hun jo var helt med, selvom hun sad så uroligt. Børnene kan altså godt virke som om, de ikke koncen-

trerer sig, selvom de faktisk følger med,” siger hun. Det har adj. professor ved Institut for Læring & Filosofi på Aalborg Universitet Kjeld Fredens en rigtig god forklaring på: “Hvis børnene skal lytte

til og være i samspil med læreren, så forudsætter det, i hvert fald hos helt små børn, at kroppen bevæger sig med, og det har de netop mulighed for på motorikmøblerne. Faktisk kan lærerne vurdere, hvilke børn der er opmærksomme ved at observere, hvordan de bevæger sig,” forklarer Kjeld Fredens, der også står bag bogen ‘Læring med kroppen for- rest’, der netop handler om, at vi lærer meget bedre og mere, når kroppen og bevægelser får lov til at være en aktiv del af læringen.

En ny tilgang til læring

I bogen præsenterer Kjeld Fredens en ny tilgang til læring, hvor kroppen, hjerne og omverden hænger uadskilleligt sammen. Mens vi lever i en tid, hvor hovedet oftest kommer før kroppen, lægger for- skeren vægt på, at hovedet og hjernen jo er en
del af kroppen – og omvendt – så de kan slet ikke adskilles, og vi har alt for længe undervurderet kroppens betydning for den mentale udvikling.
“Når vi ser på børnenes tidlige udvikling og alle de situationer, hvor vi skal lære noget nyt, så kommer kroppen først. Det betyder, at kroppen er konstant i bevægelse. Ikke nødvendigvis de store bevægel- ser, men kroppen er altid med – når tanken flytter sig, flytter kroppen sig også. Det er et anderledes syn på, hvordan vi lærer og tænker, som har flyttet sig fra, at alting sker i hjernen til, at tænkning sker i den umiddelbare kontakt med tingene og ikke nødvendigvis i hjernen, men i kroppens møde med omverden,” forklarer forskeren.
Han vil gerne væk fra den klassiske sandwich-model med to stykker brød og et stykke skinke, hvor det ene brød er sansning, det andet brød motorik og skinken er der, hvor vi bearbejder informationerne. Den nye model har smidt skinken ud, så der kun er sansning og motorik tilbage, som smelter sammen i en perceptionsproces. Den klassiske model overser nemlig både kroppen og omverden og ser kun hjer- nen, mens Fredens vil have os til at se tænkning og læring som en helhed af krop, hjerne og omverden.

Det fleksible læringsrum

Når man tænker både hjerne, krop og omverden med i undervisningssituationen og rydder det traditionelle klasseværelse for stole for i stedet at

indsætte fx ormen og fisken fra bObles, vil rummet ændre sig, og børnene vil få en bevidsthed om, at de kan bevæge sig i det, forklarer Kjeld Fredens.
“Vi tænker pludselig rummet med i konteksten,
og børnene får en bevidsthed om, at de har en mulighed for at bevæge sig og omgruppere og flytte rundt på deres krop. De kan vende fisken, så de kan vippe på den og derfor hele tiden bevæge sig, og det øger faktisk deres koncentrationsevne,” uddy- ber Kjeld Fredens.
Der sker også det, at når børn får lov til at bevæge sig en lille smule hele tiden, så vil deres bevægelser synkroniseres. Lidt som når der er samstemmighed i et kor, eller når piger på en pigeskole menstruerer på samme tid, siger forskeren.
“Når børnene sidder og bevæger sig lidt på motorik- møblerne i klasseværelset, bliver de som penduler, der svinger i takt, og den form for samstemmighed skaber en helt anden form for koncentration. Det kan ligne visuel støj og urolige børn for læreren, men i virkeligheden er de små mikrobevægelser med til at styrke koncentrationen og læringen hos børnene,” siger han.

Klasseværelset, eller læringsrummet, bliver også meget mere fleksibelt og kan rumme mange børns forskellige behov, når nogle vælger at vippe på fisken, andre sidder overskrævs på den eller endnu andre sidder på gulvet med dem. Det bliver endnu mere fleksibelt, når eleverne i 2.A på Gungehus- skolen tager fisken og ormen ud i skolegården for at bygge forhindringsbaner som en del af træningen af det fælles faglige trinmål om de 120 ord. Hver gang ét af børnene når gennem banen og hen til læreren, får de en seddel med et ord, som de skal læse højt for deres gruppe og i fællesskab danne en sætning ud fra.
“Når de tager fisken med ud i skolegården og integrerer den i aktiviteten, bliver fisken en del
af kroppen, en forlængelse af kroppen, som øger deres rækkevidde for at lære. Du kan sammenligne det med en blind, som famler rundt, men får han en stok at støtte sig til, kan han udvide sit område for at tage ind og lære. Børnene får et langt mere dynamisk forhold til læreprocessen, og man får et læringsrum, der minder om en scene, fordi det er fleksibelt og kan ændre sig lynhurtigt,” forklarer Kjeld Fredens.

Der skal mere bevægelse i folkeskolen

Ifølge folkeskolereformen skal skolerne hver dag have 45 minutters bevægelse – noget som en del af idrætsundervisningen, noget som del af den understøttende undervisning. Så skulle man tro,
at det er bevægelse nok til, at børnene kan være yderst læringsparate gennem hele skoledagen? Det mener Kjeld Fredens ikke.

“Vi må skelne mellem den fysiske og den levede krop. Den fysiske krop er vigtig, den bruger vi jo, når vi fx løber rundt om skolen, og det styrker kroppens vækst og fysiologi. Men den levede krop er dér, hvor kroppen hele tiden er en del af vores hverdag. Og det betyder, at vi skal være opmærksomme på, at kroppens bevægelser er i overensstemmelse med det, vi gør,” forklarer Kjeld Fredens og uddyber: “Det handler om til hvert enkelt fag at finde de bevægelser, som kan understøtte den faglige tileg- nelse i netop det fag. I matematik kunne det fx være boldspil eller aktiviteter, som ikke bare er underhol- dende, men som også giver børnene en forståelse for talbehandling.”
Her kommer netop det med at lære med kroppen forrest ind. For skal man lære og forstå, hvad fx andengradsligninger er, skal man ud og opleve dem i verden – og de er allevegne, siger Kjeld Fredens. Skal man lære om cirkler, skal man tegne cirkler og finde cirkler i verden omkring sig. “Forståelse kommer ved, at man får lov til at gøre det selv eller prøve det selv. Hvis børnene hører om noget abstrakt, vil de gerne se eksempler på det. Skal man forstå, skal man prøve det selv – handlingen, og dermed bevægelse, kommer hele tiden først,” uddyber han.

‘Urolige’ børn tænker med kroppen

Den auditive støj er uden tvivl mindsket på Gunge- husskolen, efter de skiftede stolene ud med motorikmøbler fra bObles. Børnene er blevet mindre urolige, simpelthen fordi de har fået en mulighed for at kunne bevæge kroppen, når den

beder dem om det – uden at skulle forstyrre undervisingen ved at skramle rundt på almindelige stole. Kjeld Fredens vil dog hellere kalde de ‘urolige’ børn for børn, der tænker mere med kroppen. Og motorikmøblerne kan netop være en stor hjælp for dem, fordi de har brug for at have kroppen med i alt, de gør, og det kan de, når de ikke er tvunget til at sidde bomstille på en stol.
“Mange børn har svært ved at sidde stille, når de kommer i skole – af den simple grund, at de tænker mere med kroppen. Der er masser af forskning, som viser, at når børn har siddet og koncentreret sig i 20 minutter, skal de have en pause. Hvis de sidder en hel time, er den sidste halvdel af timen spildt, for de hører ikke længere efter,” siger Kjeld Fredens.
På motorikmøblerne har børnene mulighed for at skifte position og konstant bevæge sig, og de gør det nemt at lave om på klasseværelset og omgrup- pere, så der sker noget nyt i undervisningen. Kjeld Fredens ser da også gerne, at man går væk fra det traditionelle klasseværelse, som ofte er bygget lidt op som en folkekirke med læreren bag alteret.
“Ved at erstatte de traditionelle stole med motorikmøbler er man med til at bryde rummet op, gøre læringsmulighederne mere fleksible og give børnene mulighed for konstant bevægelse. På Gungehusskolen har man allerede set, at der er en gevinst ved det, og derfor er det efter min mening

oplagt at udbrede det til flere skoler,” opfordrer Kjeld Fredens og slutter:
“Lærerne skal se motorikmøblerne som et kærkom- ment eksperiment til at tænke undervisningen og skolen på en ny måde. Rummet kan være i konstant forandring, der kan laves små ‘øer’ til dem, der har brug for læsero, og møblerne kan bruges aktivt
i lege, der understøtter undervisningen som fx legen på Gungehusskolen. Det giver børnene større mulighed for altid at have kroppen med.”